Netop en kommende opdatering af Autotaks, som vil kunne mærkes på bundlinjen i mange virksomheder, var et af hovedemnerne på et møde i AutoBranchen Danmarks lak- og karrosseriudvalg i sidste uge. Nicky Bobak fra AutoBranchen Danmarks VidenCenter stod for velkomsten og gav udvalgets medlemmer en opdatering på en lang række emner.
“Vi fik også demonstreret en testversion af det opdaterede Autotaks, og vi kan allerede nu se, at det kommer til presse branchen på indtjeningen. Derfor stiller vi krav over for Forsikring & Pension (som ejer og driver Autotaks, red.) om medtaksering”, siger Nicky Bobak og uddyber:
“Medtaksering betyder, at lakererne også skal have mulighed for at se en skadesopgørelser igennem for fejl og mangler. Det skal tillades for at undgå, at autolakererne taber indtjening på den her opdatering. Vi vil gøre alt for at kæmpe imod, at lakererne skubbes over i hjørnet her, og det var lakudvalget meget optaget af”.
Styrket support
Den kommende opdatering i Autotaks var langt fra det eneste område, som blev diskuteret på mødet. Også et marked, der lige nu er presset i forhold til værkstedsaftaler med forsikringsselskaber, var et varmt emne. AutoBranchen Danmarks VidenCenter har af samme årsag i løbet af foråret styrket sine supportfunktioner til medlemmerne.
Lakudvalget blev i samme ombæring præsenteret for Jørgen Petersen, forsikringskonsulent i AutoBranchen Danmarks VidenCenter. Jørgen Petersen hjælper til dagligt medlemmer med alt fra kodeord, der ikke virker i Autotaks, til at arbejde strategisk med forsikringsbranchen. Selv har han 40 års erfaring i autobranchen som blandt andet værkfører og taksator.
“Hvis branchen for autolakering skal stå stærkest muligt, er vi nødt til at stå sammen. Konkret samler vi nu mere valide data om uenigheder i skadesopgørelser fra medlemmer. Det gør vi for at forbedre dels den support, vi yder dagligt, og dels for at styrke det kursusmateriale, som eksempelvis vores konsulent Finn Larsen bruger i undervisningsforløb”, fortæller Nicky Bobak.
AutoBranchen Danmarks VidenCenter har oveni det udviklet en ny proces for de opgaver, som ikke umiddelbart løses mellem medlemmerne selv og så den taksator eller det forsikringsselskab, som modsætter sig prisen på arbejdsopgaver i skadeopgørelser.
“Vi er klar til at følge sagerne til dørs, hvis vi kan se, at fejlene i skadesopgørelsen uretmæssigt går ud over lakererne og dermed virksomhedens bundlinje. Derfor indsamler vi lignende sager og data, der undstøtter vores argumentation i blandt andet Eurotaks, og tager om nødvendigt sagen hele vejen gennem taksator, cheftaksator og til forsikringsselskabet selv”, siger Nicky Bobak.
Brancheanalyse
AutoBranchen Danmarks VidenCenter har også for nyligt fået lavet en brancheanalyse af ekspert Kasper Kristensen fra takseringshjælp.dk. Det udmøntede sig i en rapport, som peger på de mest markante områder, hvor værksteder og forsikringsselskaber er uenige om pris og arbejdsopgaver.
“Kortlægningen er vigtig i vores strategiske arbejde med medlemsservice. Men den er også vigtig, når vi på en saglig og fair måde mødes og diskuterer med Forsikring & Pension. Skal man gør det mest effektivt, skal man have sit datagrundlag i orden. Og det kan kortlægningen blandt andet bidrage til”, siger Nicky Bobak.