Eftermarked

Mange plastskader på værkstedet? Sådan takseres de korrekt

Både som autolakerer og karrosseritekniker kan du sikkert nikke genkendende til, at plastreparationer fylder mere og mere. Men hvordan sikrer du, at I opnår de rigtige tillæg på skadesrapporterne? Et nyt kursus kan hjælpe autolakerere med at sikre, at lakering af plastdele takseres korrekt.

Opgaver med kofangere og andre plastdele kan være kompliceret og et tidskrævende arbejde, når det handler om lakering og om at ramme den rette farve i forhold til forskrifterne. Oftest leveres eksempelvis en plastkofanger fra fabrikken i en grundfarve, der kræver større forarbejdning med slibning og farvetilpasning end tidligere.

“Det komplicerede arbejde stiller med andre ord større krav til den taksering, som finder sted i forbindelse med udbedring af skader på plastkomponenter. Der er nemlig meget at tage stilling til, når det blandt andet handler om forbehandling, grunding og montering. Og så kan takseringen være kompleks, men samtidig meget vigtig at få forklaret til det skadecenter, man samarbejder med”, forklarer René Thomsen, lakkonsulent hos AutoBranchen Danmark. 

Farver og procedure kan variere en del

Der findes i dag en lang række forskellige plasttyper (også kendt som plastblends) i reservedelene afhængig af køretøjsproducent, leverandør og hvor på køretøjet, de sidder. Udvalget rækker fra ubehandlede og ikke-overtrukne plastkomponenter, forbehandlede og grundede plastkomponenter og til plastkomponenter, der allerede er færdiglakerede i køretøjets farve. 

Afhængig af leveringstilstanden og de specifikationer, der skal overholdes, kræver forbehandlingen og lakeringen af plastkomponenter forskellige procedurer. En professionel plastlakering kan kun garanteres med en grundfarve, der er skræddersyet til plasttypen og leveringstilstanden. 

Lakering af plastdelene opgøres i dag med koderne LE1, LE2, LE3 og og LE4 i takseringssystemet Autotaks. Men bagved de koder ligger en længere forklaring af den proces, som beskriver håndteringen af den konkrete plastdel. 

“Hvis man arbejder som autolakerer, har man sandsynligvis godt styr på processerne og koderne. Men hvis man ikke gør, er man afhængig af, at man får den rigtige information. Her vil jeg opfordre til, at man sætter sig sammen og gennemgår processerne, så alle er med på, hvorfor en lakering opgøres med eksempelvis LE1 eller ej. Når processerne ændres, medfører det jo øget tids- og materialeforbrug, som lakereren skal betales for”, siger René Thomsen.

Taksering af plastskader på kursus

Er du autolakerer og har du brug for rådgivning til, hvordan du taksering plastskader, så du får den rigtige betaling for dit arbejde? AutoBranchen Danmark afholder i efteråret en række kurser for autolakerere i blandt taksering af plastskader med afsæt i autolakering.

  • Læs mere og tilmeld dig kurset i Brønderslev her.
  • Læs mere og tilmeld dig kurset i Herning her.
  • Læs mere og tilmeld dig kurset i Ejby her.
  • Læs mere og tilmeld dig kurset i Ringsted her.

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert