Eftermarked

Seeberg: Nu skal forsikringsselskaberne bevise, at stilen er lagt om 

Vil forsikringsbranchen holde ord og følge nye retningslinjer for skadesarbejde? Det er der brug for – og det skal værkstederne nu teste.

Debatindlæg af Gitte Seeberg, bragt i Motor-magasinet d. 3. oktober 2025.

Det er langt fra hverdagskost, at alle branchens organisationer samarbejder. Og derfor er det værd at bide mærke i, når det sker. 

Og når Autig, AutoBranchen Danmark, Dansk Autogenbrug, Dansk Bilbrancheråd, DI Bilbranchen, Dækbranchen Danmark, SKAD og SMV Danmark tilmed samtidig samarbejder med – og bliver enige med – forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension, må det være fordi, der virkelig er noget på spil.  

Og det er da også tilfældet med de nye retningslinjer for skadearbejde, som blev lanceret i sidste måned. Retningslinjerne beskriver udfordringer og mulige løsninger, når det kommer til samarbejdet om alt fra totalskadede biler og brugen af brugte og alternative reservedele til lånebiler og forsikringsforbehold.  

Det er områder, hvor der virkelig er noget at vinde.  

Eftermarkedet er nemlig – som de fleste ved – vigtigere og vigtigere for bilforretninger i hele landet, og skadesarbejdet specifikt får en stadig vigtigere rolle i takt med, at elbiler fylder mindre på servicedelen.  

Samtidig har samarbejdet mellem netop karrosseriværksteder og autolakerere på den ene side og forsikringsselskaberne på den anden side ladet en del tilbage at ønske – for nu at sige det mildt. Indkøbspresset fra forsikringsselskaberne er blevet stadigt voldsommere og utilfredsheden i skadesbranchen har i lange perioder været på kogepunktet.  

Alt det kan de nye retningslinjer ikke løse. Men de kan tage os et skridt på vejen. Hvis de altså bliver brugt.  

Krævede garanti

Det var derfor en præmis fra AutoBranchen Danmarks side, at arbejdet med at opdatere retningslinjerne, som er endt med at tage lidt mindre end et år, kun skulle igangsættes, hvis forsikringsselskaberne faktisk havde tænkt sig at tage retningslinjerne alvorligt. 

Fra Forsikring & Pensions side blev det på første møde derfor fastslået, at man ikke ville gå ind i processen, hvis ikke man havde selskabernes opbakning. Løfterigt.  

Og det var da også nødvendigt og tiltrængt, for det var ikke vores indtryk, at forsikringsselskaberne tog de foregående retningslinjer ret alvorligt. 

Men med F&Ps garanti i baghovedet, forventer vi derfor nu, at piben fra forsikringsselskaberne får en anden lyd. At forsikringsselskaberne faktisk vil samarbejde. At de vil anerkende de massive udfordringer, der er – og de løsninger, som branchen i samarbejde er kommet frem til.  

Vi forventer kort sagt, at forsikringsselskaberne ikke bare holder deres løfte til samtlige organisationer i branchen, men også til deres egen brancheorganisation – og at man derfor fra forsikringsselskabernes side lægger stilen om, når det kommer til det daglige samarbejde.  

Det betyder dog også, at der er en opgave for skadesbranchen.  

Klar opfordring

Min opfordring til alle værksteder er derfor klar: Brug de nye retningslinjer. Henvis til dem, når I samarbejder med selskaberne – både i den daglige dialog om takseringen af den enkelte bil, men også i den årlige forhandlinger om vilkårene for jeres samarbejde med forsikringsselskaberne. Test rækkevidden af de kompromisser, der er nået.  

Guderne skal vide, at autobranchens organisationer har strakt sig langt for at lande dette kompromis med F&P. At vi gerne havde set mere håndfaste formuleringer mange steder. Men det til trods er der stadig markante fremskridt, som må og skal føre til forbedringer for værkstederne.  

Potentialet er der i hvert fald. Men det kræver en indsats fra alle parter – og ikke mindst fra forsikringsselskaberne, som altså har nikket til de retningslinjer, der nu foreligger.  

Jeg hører tit fra folk rundt omkring i branchen, at de ville ønske, at vi brancheorganisationer samarbejdede noget mere. Jeg forstår synspunktet. Hvis dette initiativ bliver en succes, giver det måske appetit på mere.  

Jeg har i sidste uge indstillet arbejdet med retningslinjerne til en Auto Award som Årets Tiltag for netop det brede samarbejde. Det kan måske synes selvsmagende, men jeg har gjort det for at skabe opmærksomhed om, at retningslinjerne faktisk findes.  

For retningslinjerne bliver kun en succes, hvis de bliver brugt – og hvis forsikringsselskaberne ved, at det har en konsekvens, hvis de bare ser stort på dem.  

Så lad os sammen sikre, at retningslinjerne bliver det fremskridt for samarbejdet mellem forsikringsselskaber og skadesbranchen, som der er så stor brug for.  

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør