Hvert år samarbejder forsikringsselskaber og autobranchen om at reparere hundredtusindvis af biler for danske bilejere. Mange skader løses gnidningsfrit, men indimellem opstår der udfordringer. For at styrke samarbejdet og sikre endnu bedre løsninger for både kunder, værksteder og selskaber har branchens organisationer nu stået sammen om at opdatere de fælles retningslinjer.
I mere end 10 år har der eksisteret et sæt retningslinjer for samarbejdet, men de har ikke tidligere været tilpasset branchens udvikling. Det har ni organisationer ændret på gennem et tæt og konstruktivt samarbejde, og resultatet er et moderne og brugbart værktøj, der nu bliver offentliggjort.
De nye retningslinjer beskriver typiske situationer, som kan opstå i hverdagen – og giver samtidig konkrete forslag til, hvordan de kan løses på en fair og ensartet måde. Dermed skabes et fælles grundlag, som både værksteder og forsikringsselskaber kan støtte sig til.
Fokus er på otte centrale områder, som har stor betydning for samarbejdet, herunder blandt andet totalskadede biler, brug af alternative reservedele, brug af genbrugsdele og lånebiler.
Retningslinjerne er samtidig et levende dokument, der løbende vil blive opdateret i takt med, at nye behov og udfordringer opstår.
“Parterne er enige om at udbrede kendskabet til retningslinjerne og opfordre til, at de bruges aktivt – med det klare mål at styrke samarbejdet og skabe de bedste rammer for alle parter,” lyder det fra organisationerne.
Den fælles vejledning er resultatet af et unikt samarbejde på tværs af hele auto- og forsikringsbranchen. Alle centrale aktører har været med – fra forsikringsselskaber og bilforhandlere til værksteder, karrosseribyggere, autolakerere, autogenbrugere, leverandører af reservedele, dækbranchen og repræsentanter for små og mellemstore virksomheder.
De deltagende organisationer er i alfabetisk rækkefølge:
Autig – Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark, AutoBranchen Danmark, DAG – Dansk Autogenbrug, Dansk Bilbrancheråd, DI Bilbranchen, Dækbranchen Danmark, F&P – Forsikring & Pension, SKAD – Køretøjsbygge- og Autoskadesbranchen i Danmark samt SMV Danmark.
Du kan finde retningslinjerne her.
Kontakt

Nicky Bobak
Medlemschef
Rune Langhoff Sørensen
Public affairs- og kommunikationskonsulent
Lars Baun Vilhelmsen
Medlemskonsulent




