De kinesiske bilers hastige indtog i bilparken har skabt problemer på en række værksteder.
Data på mange af de kinesiske mærker mangler nemlig i Autotaks, så man er nødt til at lave fantomopgørelser, når skaderne skal gøres op.
AutoBranchen Danmark har rejst sagen, og nu bliver der lovet forbedringer.
Overfor Motor-Magasinet fastslår Xpeng, at man arbejder på at få mærket i Autotaks.
“Eftermarkedet har været en blind vinkel på grund af hastigheden af blisalget,” siger Mathias Brandt, der er PR-manager hos Xpeng Danmark.
Han fastholder samtidig overfor Motor-magasinet, at det ikke har været et bevidst valg at blive væk fra Autotaks.
Mathias Brandt kan dog ikke oplyse, hvornår data fra Xpeng vil være i Autotaks.
“Det er for tidligt at sige, men vi arbejder på en løsning,” har han tidligere sagt til Motor-magasinet.
Fra Forsikring & Pension, der driver Autotaks, lyder forklaringen på de manglende data på mange kinesiske biler, at eftermarkedet for en række nye spiller “fortsat er umodent”.
“Det er en udfordring, der desværre tager tid at få på plads, selvom alle parter burde være interesseret i at finde en løsning,” siger Jacob Nisgaard Larsen, der er forretningsdirektør for Autotaks i et skriftligt svar til Motor-magasinet.
Stiller krav om betaling for fantomopgørelser
Og for AutoBranchen Danmark er det positivt, at såvel bilmærkerepræsentanter som forsikringsselskabernes brancheorganisation er på sagen.
Det er bare stadig ikke nok.
“Det er jo godt, at de anerkender problemet. Og det ville klæde flere af de kinesiske mærker at komme på banen. Men værkstederne står jo stadig tilbage med aben, for det er dem, der skal lave alle de her fantomopgørelser, som de manglende data medfører,” siger Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark.
“Derfor er det åbenlyst, at man fra Forsikring & Pensions side burde lave et tillæg, som automatisk bliver udløst, når der mangler data på en bil i Autotaks. Det er en stor og tidskrævende opgave for værkstederne, og vi mangler jo stadig data på en lang række biler,” siger Nicky Bobak videre.
Forsikring & Pension har oplyst overfor Motor-magasinet, at ud af 465.558 skader på penson- og varebiler i år har 2,79 procent været fantomopgørelser.
Det betegner Forsikring & Pension som “et leje, der kan håndteres”.
Men det viser, at brancheorganisationen er langt fra virkeligheden ude på værkstederne.
“Jeg tror ikke F&P forstår, hvor stort et ekstra bøvl de her fantomopgørelser udgør i en travl hverdag. At man på tre procent af skaderne skal lave så stort ekstra arbejde, er altså noget, der kan mærkes,” siger Nicky Bobak.
“Men hvis det er et niveau, der kan håndteres, kan man jo håndtere det ved at give det her tillæg, som vi foreslår, så værkstederne får deres penge,” siger han videre.
Kontakt





