Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Motor-magasinet 9. maj 2025.
Da forsikringsbranchen indførte Autoflex, hvorfra skadesbranchen skal købe brugte reservedele, fjernede man med et fingerknips en stor del af bundlinjen for landets pladeværksteder.
For væk var den avance på brugte reservedele, som tidligere havde gjort en verden til forskel på eftermarkedet – og som blandt andet var med til at finansiere mange af de gratis ydelser, herunder lånebiler, som værkstederne stiller til rådighed for forsikringsselskabernes kunder.
Det var endnu et eksempel på, hvordan forsikringsselskaberne strammer skruen – for at hæve deres i forvejen milliardstore overskud på bekostning af landets værksteder og autolakerere.
Siden er der så indført mulighed for et såkaldt incitamentstillæg, der – som navnet antyder – skal give værkstederne et incitament til at bruge reservedelene – uden at have avancen på dem.
Forsikringsselskaberne lader til at mene, at problemet – som de selv har skabt – dermed er løst.
Det er dog langt fra tilfældet. For der er flere problemer med incitamentstillægget.
Dels – og mest åbenlyst – at det ikke dækker det tab, som værksteder har lidt i første omgang. Og som de ikke kan undgå, da det er forsikringsselskaberne, der dikterer brugen af Autoflex.
Og dels at incitamentstillægget ikke er obligatorisk. Det er derimod kun noget, man får, hvis man kan forhandle sig frem til det. Med andre ord er der store dele af branchen, der aldrig vil se skyggen af incitamentstillægget – og dermed heller ikke en bare delvis kompensation for det tab, som forsikringsselskaberne har påtvunget dem. For vi ved jo alle sammen godt, hvor svært det kan være at forhandle med forsikringsselskaberne.
Muligheden for incitamentstillægget kom på plads via F&P og DI Bilbranchen sidste år. Fra AutoBranchen Danmarks side havde vi efterlyst en kompensation, der faktisk dækker det tab, som værkstederne har ved at bruge Autoflex. Egentlig ikke for meget at forlange, synes vi selv.
Men alliancen mellem F&P og DI Bilbranchen sikrede en model, der ikke løser det grundlæggende problem, men som derimod blåstempler endnu en åreladning af skadesbranchens bundlinje.
Et figenblad
F&P fik med aftalen dog et figenblad og kunne sige, at “branchen” bakkede op om løsningen. DI Bilbranchen fik en løsning, der måske vil kunne komme deres største medlemmer til gavn, som har bedst mulighed for at forhandle med forsikringsselskaberne. Og som vil kunne give dem en konkurrencefordel mod resten af branchen.
Derfor bekymrer det mig også, at F&P og DI Bilbranchen nu går sammen til branchedage for at finde fælles løsninger for branchen, sådan som man har kunnet læse på det seneste.
For er det virkelig noget, der vil komme branchen som sådan til gavn? Eller er det en farlig alliance, der kun hjælper en mindre del af branchen – og ikke værksteder og lakerere i skadesbranchen, som de er flest? Det er min frygt. Brancheløsninger er det i hvert fald ikke.
Det er egentlig imod min natur at sige det så direkte, som jeg gør her. For i den ideelle verden stod branchens organisationer jo sammen, så vi stod stærkere. Jeg går ind for dialog og for at finde fælles løsninger, hvor alle giver sig lidt og alle får glæde af samarbejdet.
Men ligesom i den aktuelle krig i Ukraine skal vi ikke bare gå efter at få fred. Vi skal også få en fair fred, der ikke gør yderligere vold mod den forurettede part og som ikke giver aggressoren belønningen.
I skadesbranchen er der i dag ingen, der kan være i tvivl om styrkeforholdet. Det er forsikringsselskaberne, der med købermagt og monopoler dikterer det meste. Og det er skadesbranchen, der må makke ret og bukke og neje, hvis man ikke vil i skammekrogen.
Derfor vil jeg ønske, at DI Bilbranchen ville stå sammen med de øvrige brancheorganisationer, så vi kunne sikre hele branchen og ikke bare en del af den. Og jeg ville ønske, at forsikringsselskaberne og F&P vil søge et samarbejde med hele branchen og ikke bare dele håndører ud til de få på bekostning af alle andre.
Hvis DI Bilbranchen og F&P og forsikringsselskaberne virkelig har et ønske om at lave fælles løsninger, der kan sikre, at “alle aktører kan have en sund forretning”, så skal man jo ikke holde en lukket fest, hvor man selv deler i porten.
Kontakt
