Eftermarked

Stort flertal vil give lakererne plads ved forhandlingsbordet 

Det bør være en saga blot, at lakereren er underleverandør i skadesbranchen, viser undersøgelse. Stort flertal mener, at lakererne bør forhandle direkte med forsikringsselskaberne.

For nylig åbnede autolakeringskæden Exolaks direktør Marcin Stefanski for en debat om lakererens rolle i fremtidens skadesbranche

Han fastslog, at det kun er et spørgsmål om tid, før lakererne selv kommer til at forhandle vilkår og timepriser med forsikringsselskaberne.  

Og idéen har bred opbakning i skadesbranchen som sådan, både blandt lakererne, men også på værkstederne, viser en medlemsundersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer.  

Således svarer 74,5 procent af respondenterne i undersøgelsen, at de mener, at det vil være en god idé, at lakererne får mulighed for at forhandle vilkår og timepriser direkte med forsikringsselskaberne – enten på egen hånd eller sammen med værkstederne.  

Kun 9,6 procent af respondenterne mener, at det er en dårlig idé, mens 13,8 procent svarer “ved ikke”.  

Idéen bliver særligt positivt modtaget blandt lakererne selv, hvor 88 procent af de respondenter, der er lakerere, mener, at det er en god idé.  

67 procent af de respondenter, der er fra karrosseriværkstederne, svarer, at de synes, det er en god idé. 

Forsikringsbranchen bør åbne for forhandlinger

“Det er tydeligt, at skadesbranchen som sådan ikke mener, at den nuværende situation, hvor lakererne er sat uden for døren som underleverandør, er holdbar. Det er jeg enig i. Det holder ikke i længden, at lakererne ikke har større indflydelse på de afgørende parametre for deres forretning,” siger Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. 

“Forsikringsbranchen bør åbne for, at lakererne ikke længere er underleverandør. Hvordan en løsning så skal skrues sammen, er vi åbne for, men det er tydeligt, at det vil være gavnligt, hvis lakererne får adgang til mere direkte at kæmpe for egne vilkår,” siger Nicky Bobak videre. 

Det kunne blandt andet være ved, at lakererne selv får mulighed for at bringe sine argumenter i spil i forbindelse med værkstedernes forhandling med forsikringsselskaberne, eller ved at lakererne simpelthen overtage forhandlingen på deres område, fastslår Nicky Bobak. 

“Meget ofte er forhandlingen jo desværre ikke-eksisterende i traditionel forstand og foregår på mail, men det vil være gavnligt, hvis vi kom tilbage til en situation, hvor forhandlinger mellem forsikringsselskaberne på den ene side og værksteder og lakerere på den anden side faktisk blev en reel forhandling,” siger Nicky Bobak videre.   

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert