Autotaks

Forsikringsselskaber åbner for flere forhandlinger med lakerere

If og Topdanmark vil efter behov invitere flere lakerere med til forhandling af timepriser. Selskaberne ønsker, at branchens aktører kan drive sund forretning.

Da MATCHBILER i Aarhus skulle forhandle vilkår og timepriser, blev deres autolakerer, Jægers Autolakering, inviteret med til forhandlingsbordet, selvom mange lakerere traditionelt ikke har haft mulighed for at argumentere for bedre afregning direkte overfor forsikringsselskabernes indkøbere.

(Læs artiklen om det her.)

Det skete på initiativ fra Peter Savage, der netværksansvarlig indkøber i If. Og nu forklarer han så mere om baggrunden for mødet.

“Vi indgik et samarbejde med MATCHBILER, og vi ønskede i den forbindelse at skabe en god dialog og tillid i hele samarbejdet, som også inkluderer Jæger Autolakering,” siger han og fortsætter:

“I Ifs indkøbsafdeling ønsker vi desuden flere indsigter i dele af reparationsbranchen, heriblandt lakbranchen. Det var også en af årsagerne til, at vi inviterede Jæger Autolakering med ved forhandlingsbordet,” fortæller Peter Savage.

Mødet blev godt modtaget af såvel MATCHBILER som Jæger Autolakering, og hos If ser man derfor også mulighed for, at initiativet kan blive spredt yderligere ud. 

“Det kan også gælde andre lakerere, hvis vi ser et behov for det,” lyder det fra Peter Savage, der understreger, at initiativet også gælder Topdanmark, der for nylig blev overtaget af Sampo, der i forvejen ejede If. 

“Muligheden for at invitere lakbranchen med til forhandling gælder for hele vores forretning,” siger han.

Og det har en helt klar forklaring, lyder det fra indkøberen.

Til gavn for alle parter

“Vi får viden, indsigter og et bedre samarbejde, hvilket kommer alle parter til gavn.”

Og derudover skyldes det også, at man fra de to forsikringsselskabers side ønsker, at skadesbranchens økonomi er velfungerende – både nu og på sigt, siger Peter Savage:

“If har en interesse i at bidrage til velfungerende forsyningskæder og en sund branche. Vores vigtigste opgave er at sikre, at kunderne får den bedst mulige oplevelse, når de rammes af en skade, og derfor er vi også optaget af, at branchens aktører har grundlag for at drive en sund forretning,” siger han.

Alle lakerere skal dog ikke regne med at blive inviteret med til forhandling.

“Om vi inviterer lakleverandøren med til forhandling, vil afhænge af det konkrete samarbejde,” siger Peter Savage og fortsætter: “Men vi har ikke mulighed for at invitere alle med til forhandling.”

Det vil i stedet primært omfatte større autolakererier, siger han:

“Autolakererne konsoliderer sig ligesom resten af autobranchen, og en række aktører får en størrelse, som betyder, at de kan bidrage med data og viden, som afspejler hele markedet. Vi mener derfor, at det kan komme hele lakbranchen til gavn, at vi har en dialog med de større aktører,” siger han videre.

Seeberg opfordrer selskaber til at følge trop

If har igennem flere år scoret topplaceringer, når det er kommet til samarbejdet med skadesbranchen. Det viser i hvert fald medlemsundersøgelser blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer. Men det er ikke derfor, at If har sat initiativet i søen: 

“Nej, det var ikke den primære motivation. Formålet var først og fremmest at styrke dialogen og relationerne til branchen og være åbne om de beslutninger, vi træffer. Men vi er naturligvis glade for det gode omdømme, vi har opbygget gennem mange år,” siger Peter Savage. 

Uanset hvad, er Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, begejstret for initiativet: 

“Samarbejdet mellem forsikringsselskaberne på den ene side og karrosseriværksteder og autolakerere på den anden side har længe været en udfordring. Det er rigtig positivt, at If og Topdanmark søger en bredere dialog og inviterer lakerere med ind i forhandlingerne. Det kan vi kun bifalde. For branchen er presset i disse år, og der er brug for en mere fair afregning,” siger hun.

“Og jeg tror, det kan komme hele lakbranchen til gode, ligesom jeg også ser, at det vil styrke værkstederne,” siger Gitte Seeberg.

Hun opfordrer derfor til, at andre forsikringsselskaber lader sig inspirere af If og Topdanmark:

“Det vil klæde hele forsikringsbranchen at søge et bredere samarbejde og bidrage til, at vi også i fremtiden har en stærk skadesbranche,” siger Gitte Seeberg. 

Samme opfordring lyder dog ikke fra If/Topdanmark, der vælger at fokusere på egen forretning:

“Vi forholder os ikke til, hvad andre forsikringsselskaber gør,” siger Peter Savage. 

Peter Savage fra If Forsikring

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Public affairs- og kommunikationskonsulent