Eftermarked

Bobak: “Det er efterhånden lidt Komiske Ali over F&P” 

Hvis ikke forsikringsselskaberne i praksis anerkender Autotaks’ reparationstiderne som vejledende, bør man som værksted hæve timepriser på udfordrede mærker.

Det er blevet fastslået igen og igen fra forsikringsselskabernes brancheorganisation: Reparationstiderne i Autotaks er ALTID kun vejledende. 

Alligevel oplever skadesbranchen hver eneste dag, at de reparationstider, som altså burde være flydende og til diskussion alt efter skadens karakter, er det stik modsatte. 

“At priserne i Autotaks kun er vejledende er i praksis desværre lige så usandt, som at vand løber opad,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. 

Og det undergraver tilliden til Autotaks, fastslår eftermarkedschefen: 

“Jeg er glad for, at F&P holder fast i, at reparationstiderne altid er vejledende. Men det er efterhånden lidt Komiske Ali over det, for det er som om, budskabet ikke siver ind hos forsikringsselskaberne. Hele deres system er jo bygget op om, at man afviser alle rapporter og tilbud, der afviger det mindste fra disse såkaldt vejledende tider. Det undergraver tilliden til Autotaks, som i forvejen kan ligge på et meget lille sted,” siger Nicky Bobak.  

Monopolsystem

“Vi har, når det kommet til Autotaks at gøre med et monopolsystem, og hvis vi skal blive ved med at acceptere det, er der i den grad brug for, at forsikringsselskaberne ikke udnytte systemet til at presse og kanøfle skadesbranchen. Det er desværre tilfældet i dag,” siger han.  

Seneste har de nye, kraftigt nedsatte reparationstider fra Tesla igen gjort spørgsmålet omkring vejledende reparationstider relevant.  

“Når bilfabrikkerne uden videre kan få lov til at indlæse reparationstider i Autotaks, som tydeligvis ikke er egnede til reparationer af bare en nogenlunde kvalitet, så undergraver man systemet yderligere. Derfor må og skal Forsikring & Pension lytte til vores input, og forsikringsselskaberne skal begynde at tage hensyn til kvalitet og faglighed i stedet for kun at tænke på deres bundlinje,” siger Nicky Bobak. 

I et tilfælde som Tesla-tiderne opfordrer Nicky Bobak til, at man differentierer sine timepriser, så forsikringsselskaberne må betale forskellig timepris alt efter, hvilket bilmærke, der er tale om – og alt efter hvor godt det enkelte bilmærkes reparationstider flugter med virkeligheden.  

“Det er klart, at hvis reparationstiderne er helt ude i hampen, og hvis forsikringsselskaberne samtidig ikke vil afvige fra dem, er det at rykke på timeprisen den eneste anden mulighed for at sikre sin indtjening. Ellers må man afvise at lave skaderne,” siger Nicky Bobak.  

F&P har i den seneste udgave af Motor-magasinet igen kommenteret situation: 

“Gennemsigtighed i processerne er et af vores fokusområder. Vi arbejder på mange områder for at sikre denne gennemsigtighed. Men det er samtidig vigtigt, at alle er klar over grundpræmissen i Autotaks; nemlig, at alle data, vi benytter til beregningen, stammer fra tredjepart (bilfabrikanterne) og altid er vejledende,” skriver F&P. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert